Min 2018 sæson er for længst indskrevet i den store carbon-indbundene triatlon-historie bog, og sæsonens højdepunkter har uden tvivl været min deltagelse i ultraløbene Fyr til Fyr og Gendarmstien, hvor jeg endnu engang fik lov til at stifte bekendtskab med nogle af Danmarks flotteste (og mest kuperede) kyststrækninger. Da jeg i skrivende stund ikke kan løbe pga. en achillesene skade, er jeg så meget desto mere glad over, at jeg igen i år fik muligheden for at deltage i disse stævner. Det er selvsagt ikke alle forundt at kunne deltage (endsige gennemføre) sådanne løbedistancer, men jeg ville virkelig ønske at det var tilfældet - for selvom det gør pænt nas at gennemføre de 58km trailløb, så er det gang på gang en unik og usammenlignelig ud-af-kroppen oplevelse at kaste sig ud på de mange kilometer strabadserende trailløb, og jeg er så taknemmelig for, at jeg har været fit for fight alle fire gange jeg har stillet til start ved mine ultraløb gennem de sidste par år.
25. marts - 1. april - Flowfit træningslejr på Mallorca
7. april - Ultraløbet Fyr til Fyr
12. maj - 70.3 Ironman Mallorca
26. maj - Haderslev 1/4 Ironman
31. maj - 3. juni - Harzen træningslejr
9. juni- Ultraløbet Gendarmstien
4. august - Thor Beach Triatlon IM stafet
22. september - Aarø Naturløb
At jeg i skrivende stund sidder ude på sidelinjen med en achillesseneskade for 3 gang siden 2012 har givet mig lidt stof til eftertanke, og selvom jeg fortsat ønsker at kunne deltage i motionsløb i fremtiden, så ønsker jeg på ingen måde at gå på kompromis med mit helbred. Om jeg stiller til start ved ultraløb i de kommende år må tiden vise. Som det altid har været tilfældet, så afhænger min aktive livsstil af hvad både krop, vilje og lyst rækker til.
Uanset hvad fremtiden bringer, så er jeg meget glad og stolt over at kunne se tilbage på de mange oplevelser jeg har opnået gennem de sidste godt 10 år som udholdenhedsatlet, og jeg føler oprigtigt at jeg har indfriet mit potentiale som atlet. Hvad end fremtiden måtte bringe af nye sportsoplevelser tager jeg naturligvis fortsat imod med kyshånd, om end jeg vil opfatte disse gående fremad som en ren og skær bonus.