Jeg er en sucker for fede løberuter i spektakulær natur, og det 58 km lange Ultraløb langs Gendarmstien i Sønderjylland er derfor en sikker vinder i min bog. Ruten langs Flensborg Fjord byder på noget af den smukkeste natur man kan opdrive i lille Danmark, og når der tilmed bliver sat to væskedepoter op langs ruten er der ikke et øje tørt hos undertegnede. Efter at have løbet denne lækkerbisken af et trailløb i 2017 var det derfor genkendelsens glæde der gik igennem mig, da jeg igen i år kunne stå klar på startstregen. I måneden op til løbet havde jeg både kørt Mallorca 1/2IM og Haderslev 1/4IM, samt været på den årlige træningstur til Harzen weekenden inden løbet, og jeg var derfor i tvivl om jeg overhovedet skulle stille til start, da jeg godt kunne mærke at trætheden fortsat sad i kroppen. 5 dage inden start besluttede jeg mig dog endelig for at stille til start, i håb om at kroppen ville nå at blive helt klar til den lange udmagrende løbetur.
Da løbsdagen den. 9 juni oprandt følte jeg mig egentlig tilpas udhvilet, men jeg skulle ikke løbe mere end et par kilometer før jeg godt kunne mærke, at benene ikke var 100% ovenpå. De første 10km føltes tunge og kluntede, og jeg forsøgte derfor blot at holde så let og høj en kadence som muligt, i håb om at benene nok skulle komme i gang. Imens forsøgte jeg på bedste vis at nyde scenariet der udspillede sig langs kyststrækningen, hvor grusstier gled over i skov, strand, mark og asfalt. Terrænet var kuperet og varieret, så der var hele tiden noget at forholde sig til undervejs. Efter 25km begyndte det venstre lår at trække sig sammen som en krampe, og 10km senere fulgte så det højre lår. Følelsen kendte jeg kun alt for godt fra tidligere triatlonstævner, og selvom det aldrig fører til reelle kramper, så er det virkeligt ubehageligt at løbe på den slags stive stænger, især når jeg løber nedad, hvor det nærmest føles som om at der bliver stukket knive i lårene ved hvert eneste skridt. De sidste 20km blev derfor ren og skær overlevelse, især de passager hvor man løber på strand fyldt med store sten som virkelig trækker energien ud af den i forvejen udtrættede krop. Den mentale kamp satte for alvor ind på de sidste 15km, samtidig med at middagssolen virkelig begyndte at bage, og jeg forsøgte febrilsk at glemme hvor ondt det gjorde overalt, for ikke at miste den sidste kampgejst. Kilometrene føltes uendelige, og da jeg endelig kom i mål som første mand efter 4t20min14sek var jeg helt og aldeles udtømt, både fysisk og mentalt. Lettelsen over at komme i mål var ubeskriveligt befriende, og kroppen gav med det samme efter og faldt omkuld i målområdet.
Her et par uger efter stævnet er der ingen tvivl om, at racet var et af de hårdeste jeg har gennemført til dato. Sjældent har jeg været så presset som ved dette stævne, og det bekræftes kun af den ømhed som min krop fortsat viser tegn på oven på det hårde race. Samtidig var det fedt at bevise over for mig selv, at jeg fortsat er i stand til at presse mig selv hele vejen til mål og bevare roen og fokus undervejs, selvom jeg er maks presset rent fysisk. I bagklogskabens lys lagde jeg nok en tand for hårdt ud på starten af løbet, og det kombineret med en krop der fortsat havde lidt træthed gemt i sig betød, at jeg ikke gav mig selv de bedste kort på hånden for at slå min stævnerekord på Gendarmstien fra 2017, som jeg ellers havde sat næsen op efter. Efter stævnet har jeg alene fokuseret på restitution, så kroppen kan komme tilbage i gear, inden jeg traditionen tro stiller til start ved Thor Beach Triatlon den 4. august. Det bliver så fedt at komme tilbage til Thorsminde for 3. år i træk, og tage del i dette helt unikke stævne langs det buldrende Vesterhav, og jeg håber at endnu flere triatleter vil følge trop så vi kan få et brag af en fest i det vestjyske. Vi ses til august!
Her et par uger efter stævnet er der ingen tvivl om, at racet var et af de hårdeste jeg har gennemført til dato. Sjældent har jeg været så presset som ved dette stævne, og det bekræftes kun af den ømhed som min krop fortsat viser tegn på oven på det hårde race. Samtidig var det fedt at bevise over for mig selv, at jeg fortsat er i stand til at presse mig selv hele vejen til mål og bevare roen og fokus undervejs, selvom jeg er maks presset rent fysisk. I bagklogskabens lys lagde jeg nok en tand for hårdt ud på starten af løbet, og det kombineret med en krop der fortsat havde lidt træthed gemt i sig betød, at jeg ikke gav mig selv de bedste kort på hånden for at slå min stævnerekord på Gendarmstien fra 2017, som jeg ellers havde sat næsen op efter. Efter stævnet har jeg alene fokuseret på restitution, så kroppen kan komme tilbage i gear, inden jeg traditionen tro stiller til start ved Thor Beach Triatlon den 4. august. Det bliver så fedt at komme tilbage til Thorsminde for 3. år i træk, og tage del i dette helt unikke stævne langs det buldrende Vesterhav, og jeg håber at endnu flere triatleter vil følge trop så vi kan få et brag af en fest i det vestjyske. Vi ses til august!