Så skal jeg da ellers lige love for at min sæson blev skudt i gang med manér, da jeg i ly af den smukke nordsjællandske natur valgte at voldtage mine stakkels løbeben ved lørdagens 53km lange North Coast Ultra trailløb i Tisvildeleje. Småfejl i sæsonens første stævne har alle dage været en naturlig del af min sæsonopstart, men denne lørdag formiddag fik jeg virkelig nosset godt og grundigt i det!
Til mit eget forsvar skal det lige siges, at jeg inden start havde sat mig for at prøve mine egne grænser af til dette stævne, da jeg ville se hvor hårdt jeg kunne tillade mig at lægge fra land på de 53km trailløb, UDEN at gå kold på den sidste del af ruten. Jeg fandt så afgjort grænsen for min nuværende formåen på distancen denne lørdag, og det skulle vise sig at blive nogle hårde lærepenge.
Dagen bød ellers på flot vejr med en let vind, og med god tro på egne evner lagde jeg friskt fra land da starten gik. Efter de første par kuperede kilometer gennem Heatherhill lagde jeg mig i front, imens ruten snoede sig ind og ud af klitter og strand. Det var et dramatisk landskab der hele tiden skiftede udseende og som konstant udfordrede mine sparsomme evner til at løbe på, mellem, over og omkring såvel store som små sten på stranden. Efter de første 10km kom jeg til Tisvilde Hegn, hvor den stod på en god blanding af singletrails og varierende skovbund de næste 25km. Her fik jeg gradvist slået et godt hul ned til forfølgerne, men samtidig begyndte de mange stejle nedløb at sætte sig i mine lårbasser. Langsomt men sikkert begyndte kramperne at ligge på lur under overfladen. De mange stejle nedløb var jeg simpelthen ikke vant til fra min træning, og for at gøre ondt værre havde jeg de første 25km løbet både hurtigt og meget tungt ned ad. Det gav nogle gevaldige chok i stængerne, og før jeg fattede mistanke om hvad der var galt, ja så var skaden ligesom sket. Mine lår blev skridt for skridt mere og mere stive, og pludselig kunne jeg simpelthen ikke bremse ved nedløb, uden at mine lår gav efter i smerter.
Til mit eget forsvar skal det lige siges, at jeg inden start havde sat mig for at prøve mine egne grænser af til dette stævne, da jeg ville se hvor hårdt jeg kunne tillade mig at lægge fra land på de 53km trailløb, UDEN at gå kold på den sidste del af ruten. Jeg fandt så afgjort grænsen for min nuværende formåen på distancen denne lørdag, og det skulle vise sig at blive nogle hårde lærepenge.
Dagen bød ellers på flot vejr med en let vind, og med god tro på egne evner lagde jeg friskt fra land da starten gik. Efter de første par kuperede kilometer gennem Heatherhill lagde jeg mig i front, imens ruten snoede sig ind og ud af klitter og strand. Det var et dramatisk landskab der hele tiden skiftede udseende og som konstant udfordrede mine sparsomme evner til at løbe på, mellem, over og omkring såvel store som små sten på stranden. Efter de første 10km kom jeg til Tisvilde Hegn, hvor den stod på en god blanding af singletrails og varierende skovbund de næste 25km. Her fik jeg gradvist slået et godt hul ned til forfølgerne, men samtidig begyndte de mange stejle nedløb at sætte sig i mine lårbasser. Langsomt men sikkert begyndte kramperne at ligge på lur under overfladen. De mange stejle nedløb var jeg simpelthen ikke vant til fra min træning, og for at gøre ondt værre havde jeg de første 25km løbet både hurtigt og meget tungt ned ad. Det gav nogle gevaldige chok i stængerne, og før jeg fattede mistanke om hvad der var galt, ja så var skaden ligesom sket. Mine lår blev skridt for skridt mere og mere stive, og pludselig kunne jeg simpelthen ikke bremse ved nedløb, uden at mine lår gav efter i smerter.
Så er gode råd ellers dyre skal jeg hilse at sige, og i takt med at mit løbepace gradvist dalede, virkede de sidste små 15km løb længere og længere. Da jeg langt om længe nåede 3. og sidste væskedepot ved 42km mærket, var jeg faktisk klar til at trække stikket og droppe ud. For at gøre ondt værre blev jeg i væskedepotet overhalet af nr. 2, og mens jeg stod der i væskedepotet og forgæves forsøgte at få mine lår til at kommunikere med resten af min krop, var jeg indstillet på at resten af feltet snart ville komme stormende bagfra. Jeg kunne lige så godt give op, for de resterende 13km ville jo tage timer for mig at gå, nu hvor løb ikke længere var en mulighed. Men verdens i særklasse bedste cheerleader aKa Inge Aaby fik mig videre ud i sporet, og efter 10min gang på stranden, hvor jeg fik spist og drukket lidt, begyndte jeg langsomt at forsøge at løbe igen. Selvom hvert skridt gav dybe jag i begge forlår, så kom jeg stille og roligt ind i et vralte-tempo - Lidt har vel også ret tænkte jeg, og derfra forsøgte jeg ellers bare at holde gejsten oppe så længe jeg kunne. Til min store overraskelse holdt gejsten hele vejen til mål, og det endda uden at jeg blev overhalet yderligere bagfra!! Jeg følte mig ellers som verdens nemmeste mål, sådan som jeg stavede mig fremad i mit snegle-suicide-løbemode, men de andre deltagere var tilsyneladende også gået kolde mod slutningen af løbet, og så kunne jeg i roligt tempo lunte over målstregen efter 4t44min løb som nr. 2.
Sjældent har det føltes så godt at krydse en målstreg, og jeg mindes kun én gang tidligere at have været så kvæstet og så tømt rent mentalt efter at være kommet i mål, nemlig ved mit allerførste maraton tilbage i 2007!
Her godt 5 dage efter stævnet er stængerne stadig godt baldrede, men lysten til atter at løbe Ultraløb er større end aldrig før - i første omgang handler det dog om at undgå skader i løbet af de næste par ugers tilbagevenden til træningen, inden det går løs til mit første triatlonstævne i 2017, når jeg den 28. maj kører Haderslev Triatlon på hjemmebane. Og nå ja, så skal jeg traditionen tro også en tur forbi Harzen i starten af maj måned, på den årlige træningslejr i det tyske - Hep Hep!
Sjældent har det føltes så godt at krydse en målstreg, og jeg mindes kun én gang tidligere at have været så kvæstet og så tømt rent mentalt efter at være kommet i mål, nemlig ved mit allerførste maraton tilbage i 2007!
Her godt 5 dage efter stævnet er stængerne stadig godt baldrede, men lysten til atter at løbe Ultraløb er større end aldrig før - i første omgang handler det dog om at undgå skader i løbet af de næste par ugers tilbagevenden til træningen, inden det går løs til mit første triatlonstævne i 2017, når jeg den 28. maj kører Haderslev Triatlon på hjemmebane. Og nå ja, så skal jeg traditionen tro også en tur forbi Harzen i starten af maj måned, på den årlige træningslejr i det tyske - Hep Hep!