Efter jeg den 9. september sikrede mig en vaskeægte PR på maraton-distancen på den alt andet end hurtige rute ved Fanø Maraton i tiden 2t44min55sek, var min oprindelige plan at gå på off-season, og give kroppen lidt tiltrængt ro oven på 2017 sæsonen. Min overraskende præstation ved Fanø maraton begyndte dog hurtigt at pirre min nysgerrighed om, hvor hurtigt jeg mon egentlig kunne løbe et maratonløb, hvis jeg fik mulighed for at løbe på en flad og hurtig rute. Tanken blev hurtigt omsat til handling, og en gammel idé om at løbe maratonløbet Nice-Cannes i starten af november måned sammen med min bror blev pludselig en realitet. Dermed blev sæsonen forlænget et par måneder, og jagten kunne gå ind på endnu en ny PR på maratondistancen.
Træningen frem mod Nice maraton
Første skridt på vejen mod Nice var at komme tilbage i træning oven på Fanø maraton, og som en lille formtest weekenden inden Nice maraton, havde jeg igen i år valgt at stille til start ved Ikast Cross Duatlon.
Et off-road maraton som det på Fanø sætter sig unægtelig i stængerne i ugerne efter race, og det var derfor med måde, at jeg gradvist vendte tilbage til den strukturerede træning. Med små to måneder til Nice maraton var det yderst begrænset hvor meget form jeg ville kunne nå at vinde på den relativt korte træningstid, inden jeg igen skulle trappe træningen ned frem mod race dag. Til gengæld ville de små to måneder være rigeligt med tid til at opbygge en eventuel overbelastningsskade oven på Fanø maraton. Så jeg måtte besinde mig med doseringen af træningsmængden, hvis jeg skulle lykkes med at stille til start i Nice i stærkere form end jeg gjorde på Fanø.
Med ovenstående i mente var jeg pænt forsigtig med at vende tilbage til løbetræningen, og den primære træning blev i stedet lagt på i poolen, på MTB'en og tri-cyklen, ligesom spinningscyklen også blev taget i brug. Crosstraineren var min faste træningsmakker i de første par uger efter Fanø maraton, inden løb igen gradvist kom tilbage på programmet i form af solide bakkeintervaller samt løb i race pace (forventet 3.45min/km) på op til 70 minutters varighed.
Et off-road maraton som det på Fanø sætter sig unægtelig i stængerne i ugerne efter race, og det var derfor med måde, at jeg gradvist vendte tilbage til den strukturerede træning. Med små to måneder til Nice maraton var det yderst begrænset hvor meget form jeg ville kunne nå at vinde på den relativt korte træningstid, inden jeg igen skulle trappe træningen ned frem mod race dag. Til gengæld ville de små to måneder være rigeligt med tid til at opbygge en eventuel overbelastningsskade oven på Fanø maraton. Så jeg måtte besinde mig med doseringen af træningsmængden, hvis jeg skulle lykkes med at stille til start i Nice i stærkere form end jeg gjorde på Fanø.
Med ovenstående i mente var jeg pænt forsigtig med at vende tilbage til løbetræningen, og den primære træning blev i stedet lagt på i poolen, på MTB'en og tri-cyklen, ligesom spinningscyklen også blev taget i brug. Crosstraineren var min faste træningsmakker i de første par uger efter Fanø maraton, inden løb igen gradvist kom tilbage på programmet i form af solide bakkeintervaller samt løb i race pace (forventet 3.45min/km) på op til 70 minutters varighed.
28. oktober - Ikast Cross Duatlon
Efter et par uger begyndte friskheden langsomt at vende tilbage til kroppen, og som forberedelse til Ikast Cross Duatlon begyndte jeg også at gennemføre nogle enkelte krydspas i skoven, hvor skiftene mellem 11km MTB og 3km løb sikrede høj intensitet i træningen, uden at der var stor risiko for skader, da løbeturene var relativt korte.
Gradvist vendte energien og farten tilbage i min træning, og da dagen for Ikast Cross Duatlon oprandt, viste både cykel- og løbeformen sig også at være fornuftig. MTB bliver nok aldrig min spidskompetence, selvom jeg efterhånden synes det er ret sjovt, men jeg var i stand til at ligge ud i et højt tempo på de første 3 km løb, og i sidste ende øge tempoet yderligere på de sidste 3km løb. I mål i tiden 1t38min16sek kunne jeg glæde mig over at sikre mig den øverste plads på podiet for 2. år i træk, og samtidig optanke godt med selvtillid frem mod den efterfølgende weekends helt store udholdenhedstest ved Nice maraton.
Gradvist vendte energien og farten tilbage i min træning, og da dagen for Ikast Cross Duatlon oprandt, viste både cykel- og løbeformen sig også at være fornuftig. MTB bliver nok aldrig min spidskompetence, selvom jeg efterhånden synes det er ret sjovt, men jeg var i stand til at ligge ud i et højt tempo på de første 3 km løb, og i sidste ende øge tempoet yderligere på de sidste 3km løb. I mål i tiden 1t38min16sek kunne jeg glæde mig over at sikre mig den øverste plads på podiet for 2. år i træk, og samtidig optanke godt med selvtillid frem mod den efterfølgende weekends helt store udholdenhedstest ved Nice maraton.
5. november - Nice-Cannes maraton
Ugen op til Nice maraton blev, ligesom alle andre uger op til race, brugt på nedtrapning af træningen og dermed også kosten. Der er ingen grund til at fylde for meget i hovedet når træningen samtidig beskæres med små 50%. Hvad der nedskæres af madmængder bliver til gengæld gjort op for, af den mere næringsrige kost jeg tillader mig at fortære i selve race-ugen. Vand til måltider bliver skiftet ud med kakaomælk eller juice, og grøntsager bliver helt droppet, da det kræver for meget tid og energi af kroppen at fordøje grøntsager såvel som fuldkorn. Min kost i race-uger er derfor generelt meget enkel, og består af lige dele fiberfattig kost, gode mængder fedt fra nødder og olier, samt alt der indeholder protein uden at være rødt kød. Metoden har virket for mig igennem mange år, fordi den har vist sig at være en nem og enkel måde at fylde kroppens energidepoter op på. I dagene op til løbet virkede min race-diæt endnu engang til at virke efter hensigten, og jeg kunne derfor gradvist mærke hvordan energiniveauet bare steg fra dag til dag frem mod stævnedag. Sidste aften inden stævnet stod aftensmaden sågar på italiensk nytårskage i form af en stor nærende Panetone, og den fik følge skab af et par bananer, kokos yoghurt samt en god 8% Chimay øl til at skylde det hele ned med - så sover man så dejligt, og glemmer helt at have race-nerverne uden på tøjet.
Efter gode 8 timers søvn var jeg derfor klar til start da startskuddet lød kl. 08.00 på Promenade des Anglais, og de godt og vel 6.200 løbere blev sendt afsted på de 42,195km løb fra starten i Nice til målet i Cannes. Ligesom det var tilfældet ved Fanø maraton løb jeg igen i Nice uden løbeur, da det er nemmere for mig at fokusere på løbeteknik, flow og min krops formåen på selve dagen, når jeg ikke har tider, hastigheder mm. jeg skal tage stilling til. Jeg er stor fan af at føle efter inden i mig selv undervejs, og ikke lade min præstation styre af et forudbestemt mål for øje, men derimod efter de grænser som min psykiske og fysiske stand tillader mig på dagen.
95% af ruten fra Nice til Cannes løb langs middelhavet, og på trods af både regn og modvind på halvdelen af turen havde jeg held med at pace mig noget nær perfekt på dagen med følgende gennemsnitshastigheder:
Gennemsnitsfart
KM 0 - 10: 3min44sek/km
KM 10 - 21,1: 3min44sek/km
KM 21,1 - 30: 3min43sek/km
KM 30 - 40: 3min47sek/km
KM 40 - 42,195 3min40sek/km
Som det fremgår af gns. hastighederne, så lå dagens eneste reelle stigning mellem km 30 og 31 hvor pacet sank en smule. Stigningen blev meget passende kaldt "The Wall", og var en cirka 500m lang stigning, der steg med cirka 6-7% i snit. Ovenpå de første 30km. forholdsvis hårde løb, så nappede 'muren' pænt i benene, og på det efterfølgende nedløb gjorde de mange hurtige stød lårene både tunge og ømme. Efter 31km mærket var ruten dog heldigvis flad igen, dog med flere uventede rullende bakker. Det gjaldt derfor om at hænge i med alt hvad remmer og tøj kunne holde, selvom selvmedlidenheden virkelig begyndte at presse sig på. Det var en konstant kamp at holde fokus på løbeteknikken og vejrtræningen, og ikke bare synke sammen i overkroppen og opgive håbet om at slutte løbet stærkt af. Kilometerne føltes uendelig lange, og selv da jeg krydsede km40 skiltet, virkede det nærmest uoverskueligt at komme helt til mål!!
Det var især mellem kilometer 32 - 38, at jeg virkelig fik brug for mine bedste overtalelsesevner, for at holde benene kørende. Fristelsen for liiige at stoppe op et øjeblik, tage en cola og nyde udsigten var næsten uimodståelig, og pludselig kunne jeg næsten ikke huske, hvorfor det egentlig var så god en idé at løbe og pine mig selv på denne måde. Hvad skulle det alt sammen til for?!? Heldigvis fik de onde stemmer i mit hoved ikke det endelige overtag over mine ben, selvom de gjorde et yderst ihærdigt forsøg. Langt om længe kunne jeg skimte det famøse km40 skilt, og derfra blev alt brændt af på de sidste 2 kilometer ind mod mål.
Min drøm om en sub 2.40 tid vidste jeg ville være sikret så længe jeg bare holdt benene igang de sidste par kilometer, men at jeg skulle ende med at krydse målstregen i ny PR i tiden 2t37min55sek havde jeg ikke turde håbe på. Forløsningen strømmede ind over mig da jeg krydsede målstregen, og efter at have kæmpet for mit liv i over 40km, var kontrasten til den omfavnende ro i målområdet helt surrealistisk. Pludselig var kampen overstået, og ikke alene var jeg sluppet levende fra slagmarken, jeg havde også sikret mig en ny PR som jeg kunne være godt gammeldags stolt af.
Det var på alle måder en mindeværdig afslutning på sæson 2017, der for første gang i mine 10 sæsoner med triatlon har indeholdt flere løbestævner end triatlonstævner. Om denne trend kommer til at fortsætte i 2018 må tiden vise - flere stævner for 2018 er allerede planlagt, og planen kan ses under sæsonplanen for 2018 her på sitet. Inden jeg tager hul på den nye sæson er tiden dog nu inde til en velfortjent off-season, der byder på 1 måneds lystbetonet træning, inden jeg igen vil begynde den strukturerede træning frem mod nye mål i 2018.
95% af ruten fra Nice til Cannes løb langs middelhavet, og på trods af både regn og modvind på halvdelen af turen havde jeg held med at pace mig noget nær perfekt på dagen med følgende gennemsnitshastigheder:
Gennemsnitsfart
KM 0 - 10: 3min44sek/km
KM 10 - 21,1: 3min44sek/km
KM 21,1 - 30: 3min43sek/km
KM 30 - 40: 3min47sek/km
KM 40 - 42,195 3min40sek/km
Som det fremgår af gns. hastighederne, så lå dagens eneste reelle stigning mellem km 30 og 31 hvor pacet sank en smule. Stigningen blev meget passende kaldt "The Wall", og var en cirka 500m lang stigning, der steg med cirka 6-7% i snit. Ovenpå de første 30km. forholdsvis hårde løb, så nappede 'muren' pænt i benene, og på det efterfølgende nedløb gjorde de mange hurtige stød lårene både tunge og ømme. Efter 31km mærket var ruten dog heldigvis flad igen, dog med flere uventede rullende bakker. Det gjaldt derfor om at hænge i med alt hvad remmer og tøj kunne holde, selvom selvmedlidenheden virkelig begyndte at presse sig på. Det var en konstant kamp at holde fokus på løbeteknikken og vejrtræningen, og ikke bare synke sammen i overkroppen og opgive håbet om at slutte løbet stærkt af. Kilometerne føltes uendelig lange, og selv da jeg krydsede km40 skiltet, virkede det nærmest uoverskueligt at komme helt til mål!!
Det var især mellem kilometer 32 - 38, at jeg virkelig fik brug for mine bedste overtalelsesevner, for at holde benene kørende. Fristelsen for liiige at stoppe op et øjeblik, tage en cola og nyde udsigten var næsten uimodståelig, og pludselig kunne jeg næsten ikke huske, hvorfor det egentlig var så god en idé at løbe og pine mig selv på denne måde. Hvad skulle det alt sammen til for?!? Heldigvis fik de onde stemmer i mit hoved ikke det endelige overtag over mine ben, selvom de gjorde et yderst ihærdigt forsøg. Langt om længe kunne jeg skimte det famøse km40 skilt, og derfra blev alt brændt af på de sidste 2 kilometer ind mod mål.
Min drøm om en sub 2.40 tid vidste jeg ville være sikret så længe jeg bare holdt benene igang de sidste par kilometer, men at jeg skulle ende med at krydse målstregen i ny PR i tiden 2t37min55sek havde jeg ikke turde håbe på. Forløsningen strømmede ind over mig da jeg krydsede målstregen, og efter at have kæmpet for mit liv i over 40km, var kontrasten til den omfavnende ro i målområdet helt surrealistisk. Pludselig var kampen overstået, og ikke alene var jeg sluppet levende fra slagmarken, jeg havde også sikret mig en ny PR som jeg kunne være godt gammeldags stolt af.
Det var på alle måder en mindeværdig afslutning på sæson 2017, der for første gang i mine 10 sæsoner med triatlon har indeholdt flere løbestævner end triatlonstævner. Om denne trend kommer til at fortsætte i 2018 må tiden vise - flere stævner for 2018 er allerede planlagt, og planen kan ses under sæsonplanen for 2018 her på sitet. Inden jeg tager hul på den nye sæson er tiden dog nu inde til en velfortjent off-season, der byder på 1 måneds lystbetonet træning, inden jeg igen vil begynde den strukturerede træning frem mod nye mål i 2018.