Én ekstrem 1/2 Ironman i Thorsminde og ét styks maraton på Fanø - Mere provinsielt kan det næsten ikke blive, og som altid leverede provinsen potent party i form af snorlige naturoplevelser, da jeg henover den sidste måneds tid kastede mig ud i sæsonens sidste store stævner.
5. august - Thor Beach Extreme Triatlon
Thor Beach Triatlon er hurtigt blevet en fast bestanddel af min sæsonplan, efter at jeg i 2016 vandt første udgave at dette Extreme-triatlon på Ironman distancen. Stævnets rå natur med svømning i høje bølger, cykling omkring den vindomblæste Nissum fjords og det afsluttende strandløb langs det buldrende Vesterhav er ulig noget andet jeg har prøvet i mine godt og vel 10 år som triatlet. Læg dertil en kompetent og sikker stævneafvikling med højt humør og fantastisk mad i mål (inkl. gratis Thor øl), og så er der ikke et øje tørt! Som erklæret tidligere her på bloggen ville Thor Beach Triatlon anno 2017 også blive mit sidste triatlonstævne som PRO triatlet, og jeg var derfor opsat på at sætte et værdigt punktum for min tid i PRO-rækkerne, inden jeg i 2018 igen vil kæmpe med som amatør aKa age group atlet.
Dette års version af Thor Beach Triatlon var endnu engang et testamente til det jeg elsker mest ved en aktiv livsstil - en sand 'ud af kroppen' oplevelse i regn, blæst og til slut sol inden målstregen kunne krydses, og hvor der undervejs var nok af både mentale og fysiske udfordringer som det jo sig hør og bør ved denne type strabadserende udfordring.
Dette års version af Thor Beach Triatlon var endnu engang et testamente til det jeg elsker mest ved en aktiv livsstil - en sand 'ud af kroppen' oplevelse i regn, blæst og til slut sol inden målstregen kunne krydses, og hvor der undervejs var nok af både mentale og fysiske udfordringer som det jo sig hør og bør ved denne type strabadserende udfordring.
Svømningen i Nissum Fjord var ligesom i fjor(d) fyldt med bølger og strøm, og det tog derfor hele 39min at komme igennem de 1,9km svømning. I T1 ventede et massivt regnvejr og stærk blæst, der blev en tro følgesvend gennem størstedelen af de 90km cykling. Efter små 55km fik jeg oven i hatten en nerve i klemme i højre balle, og langsomt men sikkert blev jeg sat ud af spillet om sejren, da jeg stort set ikke kunne levere watt ned i pedalerne, uden at iskiasnerven gjorde vrøvl. Der skulle derfor gå 2t32min, inden jeg kunne stille cyklen i T2, og på vej mod skiftezonen havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at blive overhalet af flere konkurrenter, heriblandt en kvinde (Wuhu, GirlPower!)
I T2 brugte jeg evigheder (ca. 5min) på at strække ud og tøffe rundt, i håbet om at kunne få lidt liv tilbage i den stækkede højre skinke. Det lykkedes heldigvis, og lettere humpende fik jeg begivet mig ud på de sidste 23km strandløb, der blev tilbagelagt i respektable 1t45min. I mål efter 5t5min kunne jeg konstatere, at jeg resultatmæssig langt fra fik den afslutning på min PRO karriere jeg havde ønsket, men ikke desto mindre var jeg stolt over at kæmpe mig i mål på den udfordrende rute, og sikre mig den sidste plads på podiet.
Jeg krydser allerede nu fingre for, at jeg i 2018 igen får mulighed for at krydse klinger med Thor Beach Triatlon, så jeg kan få mulighed for at revanchere dette års præstation, samt naturligvis få en øl i mål med de dejlige mennesker i Thorsminde!
I T2 brugte jeg evigheder (ca. 5min) på at strække ud og tøffe rundt, i håbet om at kunne få lidt liv tilbage i den stækkede højre skinke. Det lykkedes heldigvis, og lettere humpende fik jeg begivet mig ud på de sidste 23km strandløb, der blev tilbagelagt i respektable 1t45min. I mål efter 5t5min kunne jeg konstatere, at jeg resultatmæssig langt fra fik den afslutning på min PRO karriere jeg havde ønsket, men ikke desto mindre var jeg stolt over at kæmpe mig i mål på den udfordrende rute, og sikre mig den sidste plads på podiet.
Jeg krydser allerede nu fingre for, at jeg i 2018 igen får mulighed for at krydse klinger med Thor Beach Triatlon, så jeg kan få mulighed for at revanchere dette års præstation, samt naturligvis få en øl i mål med de dejlige mennesker i Thorsminde!
9. september - Fanø Maraton
Efter at have haft benene oppe i et par uger efter Thor Beach Triatlon, kom der stille og rolig gang i træningen igen. Som bekendt er der intet der holder liv i den daglige træningsmoral som et ambitiøst mål forude, og i denne ombæring var det deltagelsen ved dette års Fanø Maraton der fik mig op i gear.
Igen i år valgte jeg nemlig at deltage i Fanø Maraton, hvis rute snor sig igennem lige dele sand, klitter, strand, grusstier og asfalt på den lille ø mod vest. Det er en skøn afvekslende og udfordrende rute, der garanterer, at man hele tiden holdes beskæftiget undervejs, imens man forcerer plantager, strande, skove og landsbyer på turen rundt om Fanø. Min optakt til stævnet havde desværre været pænt udfordrende, da jeg havde haft feber i ugen op til stævnet, så jeg var en kende usikker på, om kroppen nu også var kommet sig helt ovenpå sygdommen.
De første 6km af løberuten sniger sig udelukkende gennem klitter og kuperet trailspor, og er derfor altid hårde at begynde et maraton med. Kroppen føltes derfor ikke på nogen måde ovenpå da jeg efter 6km ramte stranden for en kort bemærkning, inden den igen stod på klitter, bakker og sand. Helt skidt var det dog ikke, da jeg et par gange overhalede de MTB ryttere, der var sat til at fører feltet an.
På grund af det uvejsomme terræn havde jeg valgt at løbe uden løbeur, da farten alligevel ændrede sig konstant. Fokus var alene på min krops fornemmelse ude i sporet, og på at holde mig løbende, imens mudder, huller og vandpytter konstant udfordrede et sikkert fodfæste. Kilometerskilte var der heller ikke noget af ude på ruten, og jeg var derfor overladt til mig selv og egne tanker mens jeg gled igennem det foranderlige landskab.
De kuperede klitter blev efter 8km skiftet ud med grusstier, der snoede sig igennem Fanø Klitplantage. De brede grusstier føltes som ren luksus for en stund, indtil de igen blev udskiftet af mere snørklede hjulspor. På grund af den megen regn der var faldet dagen før, var flere huller fyldt op med vand, og jeg søgte derfor med lys og lygte efter farbare spor, der ikke kun bestod af mudder.
Efter 20km var jeg endelig tilbage på fladt grus, og da min ankel havde affundet sig med et mindre vrid jeg fik i et mudderhul undervejs, kunne jeg heldigvis fortsætte mit løb. Derfra begyndte det mentale overskud gradvist at vende tilbage, og med de sidste 20km på relativt fladt underlag, var det muligt at øge farten en smule på vej hjem mod mål. Jeg var også så heldig at have min kæreste ved min side på MTB gennem størstedelen af løbet, og det var fedt at have muligheden for at dele denne oplevelse med hende undervejs. Ganske vist havde jeg på intet tidspunkt luft til samtale eller noget i den dur, men at dele en lørdag formiddag sammen på denne måde var helt speciel, og noget som jeg ville ønske var flere motionister forundt.
Det holdt som altid hårdt med at holde gejsten og farten oppe på de sidste 5-10 kilometer, hvor den fysiske og mentale træthed virkelig presser sig på. Jeg føler dog, at jeg formåede at pace mig selv fornuftigt på vej mod mål, og efter 2t44min55sek kunne jeg så endelig krydse målstregen i ny PR på maraton distancen.
I mål kan jeg nu stolt konstatere, at jeg formår at forbedre min stævne-rekord på denne brutale rute med over 10min i forhold til i 2016, og lige så vildt er det, at min nuværende PR på maratondistancen er sat på netop sådan en rute. Det var med andre ord endnu en fed dag i løbeskoene på Fanø, og hvis arrangørerne lover at servere samme lækre grillbuffet i mål i 2018 som de gjorde i år, så lover jeg at kigge forbi igen i 2018!
Igen i år valgte jeg nemlig at deltage i Fanø Maraton, hvis rute snor sig igennem lige dele sand, klitter, strand, grusstier og asfalt på den lille ø mod vest. Det er en skøn afvekslende og udfordrende rute, der garanterer, at man hele tiden holdes beskæftiget undervejs, imens man forcerer plantager, strande, skove og landsbyer på turen rundt om Fanø. Min optakt til stævnet havde desværre været pænt udfordrende, da jeg havde haft feber i ugen op til stævnet, så jeg var en kende usikker på, om kroppen nu også var kommet sig helt ovenpå sygdommen.
De første 6km af løberuten sniger sig udelukkende gennem klitter og kuperet trailspor, og er derfor altid hårde at begynde et maraton med. Kroppen føltes derfor ikke på nogen måde ovenpå da jeg efter 6km ramte stranden for en kort bemærkning, inden den igen stod på klitter, bakker og sand. Helt skidt var det dog ikke, da jeg et par gange overhalede de MTB ryttere, der var sat til at fører feltet an.
På grund af det uvejsomme terræn havde jeg valgt at løbe uden løbeur, da farten alligevel ændrede sig konstant. Fokus var alene på min krops fornemmelse ude i sporet, og på at holde mig løbende, imens mudder, huller og vandpytter konstant udfordrede et sikkert fodfæste. Kilometerskilte var der heller ikke noget af ude på ruten, og jeg var derfor overladt til mig selv og egne tanker mens jeg gled igennem det foranderlige landskab.
De kuperede klitter blev efter 8km skiftet ud med grusstier, der snoede sig igennem Fanø Klitplantage. De brede grusstier føltes som ren luksus for en stund, indtil de igen blev udskiftet af mere snørklede hjulspor. På grund af den megen regn der var faldet dagen før, var flere huller fyldt op med vand, og jeg søgte derfor med lys og lygte efter farbare spor, der ikke kun bestod af mudder.
Efter 20km var jeg endelig tilbage på fladt grus, og da min ankel havde affundet sig med et mindre vrid jeg fik i et mudderhul undervejs, kunne jeg heldigvis fortsætte mit løb. Derfra begyndte det mentale overskud gradvist at vende tilbage, og med de sidste 20km på relativt fladt underlag, var det muligt at øge farten en smule på vej hjem mod mål. Jeg var også så heldig at have min kæreste ved min side på MTB gennem størstedelen af løbet, og det var fedt at have muligheden for at dele denne oplevelse med hende undervejs. Ganske vist havde jeg på intet tidspunkt luft til samtale eller noget i den dur, men at dele en lørdag formiddag sammen på denne måde var helt speciel, og noget som jeg ville ønske var flere motionister forundt.
Det holdt som altid hårdt med at holde gejsten og farten oppe på de sidste 5-10 kilometer, hvor den fysiske og mentale træthed virkelig presser sig på. Jeg føler dog, at jeg formåede at pace mig selv fornuftigt på vej mod mål, og efter 2t44min55sek kunne jeg så endelig krydse målstregen i ny PR på maraton distancen.
I mål kan jeg nu stolt konstatere, at jeg formår at forbedre min stævne-rekord på denne brutale rute med over 10min i forhold til i 2016, og lige så vildt er det, at min nuværende PR på maratondistancen er sat på netop sådan en rute. Det var med andre ord endnu en fed dag i løbeskoene på Fanø, og hvis arrangørerne lover at servere samme lækre grillbuffet i mål i 2018 som de gjorde i år, så lover jeg at kigge forbi igen i 2018!