Den 4.august deltog jeg for 3. år i streg ved Thor Beach Triatlon, og stævnet er uden tvivl blevet en fast tradition på min årlig racekalender. 3. gang er som bekendt lykkens gang, og efter at svømmeruten i både 2016 og 2017 blev flyttet væk fra Vesterhavet og ind i Nissum Fjord pga. for vilde bølger, kunne svømningen i år endelig blive afviklet i Vesterhavet som planlagt, da vinden ikke var nær så voldsom i de foregående år. Meeeen nu ligger Thorsminde jo trods alt klinet op og ned af Vesterhavet, og derfor var der stadig en god vestenvind på race morgen, som sørgede for solide bølger til morgenmad.
Min optakt til stævnet var gået noget skævt en uge forinden, da jeg under en løbetur søndag pludselig fik mig en mindre fiberskade i højre læg. Læggen krampede til og blev øm, og da krampen havde fortaget sig efter et par dage var der en fortsat ømhed i læggen, som gjorde løb umuligt. Valget stod derfor mellem at droppe min deltagelse i stævnet, eller sadle om til en stafet. Jeg valgte det sidste, og fik hurtigt hvervet en frisk løber gennem den altid driftige racearrangør Dennis. Samtidig øjnede jeg nu muligheden for at få en solid træningsmængde i banken på race dag, hvorfor jeg valgte at skifte den planlagte 1/2IM distance ud med stafet på den fulde IM distance, hvor jeg så tog mig af svømning og cykling. Det var derfor med lige dele begejstring og rædsel (nok mest det sidste), at jeg tog de første skridt ud mod de buldrende bølger efter starten gik, da jeg hverken havde svømmet i bølger eller sågar havde svømmet mere end 3km under træning i 2018. 3,8km svømning i så oprørt et hav virkede pludselig som en gedign udfordring.
Men afsted kom jeg, og da svømmeruten skulle gennemføres 4 gange med en Australien exit efter hver omgang, fik man rig mulighed for at betragt størrelsen af de tiltange bølger, inden man igen kastede sig ud i de vilde våde våger. Jeg havde egentlig fint flow i min svømning, mens bølgerne insisterende kastede mig op og ned, og langsomt men sikkert blev jeg mere og mere søsyg - noget som jeg aldrig har prøvet før til et stævne! Efter de første 2 omgange havde jeg det allerede pænt skidt, og jeg blev derfor gradvist mere og mere usikker på om det nu var forsvarligt at svømme videre. Jeg fik dog overtalt mig selv til at fortsætte, og selvom jeg kun fik det værre, så lykkedes det mig at gennemføre svømningen efter små 70min svømning.
Men afsted kom jeg, og da svømmeruten skulle gennemføres 4 gange med en Australien exit efter hver omgang, fik man rig mulighed for at betragt størrelsen af de tiltange bølger, inden man igen kastede sig ud i de vilde våde våger. Jeg havde egentlig fint flow i min svømning, mens bølgerne insisterende kastede mig op og ned, og langsomt men sikkert blev jeg mere og mere søsyg - noget som jeg aldrig har prøvet før til et stævne! Efter de første 2 omgange havde jeg det allerede pænt skidt, og jeg blev derfor gradvist mere og mere usikker på om det nu var forsvarligt at svømme videre. Jeg fik dog overtalt mig selv til at fortsætte, og selvom jeg kun fik det værre, så lykkedes det mig at gennemføre svømningen efter små 70min svømning.
Oppe på land var jeg helt ved siden af mig selv, og jeg forsøgte forgæves at få kontrol over min balancenerve mens jeg gik de godt 500m mod T1. Op på cyklen kom jeg, men jeg gyngede stadig indvendigt da jeg begav mig ud på de afsluttende 186km cykling der var mellem mig og T2. Kvalmen hang stædigt ved det første lange stykke tid, og hver gang jeg begyndte at få arbejdet pulsen op fremprovokerede det bare endnu mere kvalme. Jeg var derfor nødsaget til stille og roligt at arbejde mig ind i en rytme som jeg kunne kapere, uden samtidig at få det dårligere. Det var på ingen måde den slags udfordring jeg havde set frem til på denne dag, og i skrivende stund er jeg stadig overrasket over, at jeg til trods for denne modgang fortsatte med at træde rundt i pedalerne, i stedet for at udgå og ligge mig ned, indtil jorden holdt op med at gynge under mig. Det var derfor et meget langt og sejt træk at nå hele vejen til T2, hvor jeg vidste at min stafet-makker stod parat til at løbe det afsluttende maraton, og det var formentlig visheden om at han stod og ventede på mig, der fik mig til at kæmpe mig igennem den sidste halvdel af cykelruten, hvor al energi for længst var tappet af mig.
Da jeg langt om længe ramte T2 efter 5t35min16sek i cykelsadlen fik jeg hurtigt givet min chip videre, for derefter at ryge direkte over i serviceteltet efter en kakaomælk og kage. Helt drænet for energi sad jeg dér og varmede mig ved tanken om, at jeg trods alt ikke havde givet op under vejs, og at jeg i den grad havde fortjent den kage jeg nu guflede løs af. Der er bare ikke noget der kan slå smagen af kakaomælk og kage når man virkelig har gjort sig fortjent til det!
Da jeg langt om længe ramte T2 efter 5t35min16sek i cykelsadlen fik jeg hurtigt givet min chip videre, for derefter at ryge direkte over i serviceteltet efter en kakaomælk og kage. Helt drænet for energi sad jeg dér og varmede mig ved tanken om, at jeg trods alt ikke havde givet op under vejs, og at jeg i den grad havde fortjent den kage jeg nu guflede løs af. Der er bare ikke noget der kan slå smagen af kakaomælk og kage når man virkelig har gjort sig fortjent til det!